Roser- havens dronning
Nogen har besluttet, at i går var rosens dag. Og det kan vi da godt sige, for det er i hvert fald et godt tidspunkt at kigge på roser både i sin egen og andres haver.
Roser er gode for samlere og nørder, for der findes vanvittigt mange forskellige slags, og nogle af dem kræver alt muligt svært. Roserne har også en lang historie, man kan gå op i. På Knossospaladset på Kreta er der afbildet roser for eksempel. Og Kleopatra holdt en rosenfest for sin elsker Marcus Antonius. En gang må jeg dykke ned i nogle af alle de historier, og lære de forskellige rosenfamilier ordentligt at kende.
Men indtil videre er jeg ikke den slags nørd. Jeg går ikke specielt meget op i roser, og jeg er heller ikke særligt fiks til at passe dem. Dem, jeg dyrker, de klarer stort set sig selv. Jeg prøver at huske at klippe visne blomster af, og de får lidt organisk gødning en gang eller to i sæsonen, hvis jeg ikke glemmer det. Så det her er ikke en rosenseksperts guide til pasning og pleje. Næh, det er en amatørs bud på nogle roser, der kan nøjes med sådan en og stadig leve op til tilnavnet ‘havens dronning’.
Der har været nogle få kriterier, for de roser, jeg har plantet: de skal dufte, de skal være sunde, og de skal helst også være remonterende, hvilket betyder, at de bliver ved med at sætte blomster hele vejen til vinter. Jeg har dog gjort et par undtagelser lige på det punkt, fordi det løb af med mig.
Gertrude Jekyll.
Hvis du kun skal have en lyserød rose i haven, så er ‘Gertrude Jekyll’ et godt bud. Den er opkaldt efter en engelsk hattedame af den allerbedste slags. Hun var havearkitekt, maler og forfatter og blev især berømt for sin evne til at sætte farver sammen. Rosen, der bærer hendes navn, er en engelsk rose med dybt lyserøde lidt flade blomster, som dufter kraftigt og godt.
Geoff Hamilton
Hr. Hamilton var i mange år englændernes svar på Søren Ryge. Hans rose er sund, og jeg holder særligt af dens fine runde form. Bladene er blegt rosa yderst og mere varmt lyserød i midten. Den dufter ikke helt så kraftigt som Gertrude, men godt og lidt af æble, og så plejer den at få masser af blomster.
The Generous Gardener
Den her klatrerose lever virkelig op til sit navn, for den vokser og blomstrer til overflod. Blomsterne er sart lyserøde og dufter dejligt af myrra og moskus. Den har dækket min rosenbue på få år, og jeg kan slet ikke følge med til at klippe blomsterne af, for der er mange. Men i denne weekend må jeg vist ud med saksen.
Raubritter
På tysk er raubritter betegnelsen for en skruppelløs feudal herremand, som opkrævede uretfærdigt høje skatter selv for sin tid. Måske betyder det også noget andet, for hvorfor man ellers skulle finde på at opkalde en romantisk lyserød rose efter sådan en fyr, kan jeg ikke lige greje. Rosen ‘Raubritter’ har masser af små runde lidt løse roser, som hos mig vokser op i et gammelt, frønnet æbletræ og passer lige til det.
Rose de Recht
Det her er den rose i haven, der dufter allerbedst. Jeg bruger den som en lav hæk, og det er den god til. Farven er nærmest karminrød. Den er god at bruge i mad, fx roseneddike, rosensaft og til snaps, hvis man er til den slags. Den er ikke sart, og jeg beskærer den ret hårdt og uden den store fintfølelse hvert andet år.
William Shakespeare 2000
Årtusindets englænder er Shakespeare kåret som, så rosen har noget at leve op til. Om den klarer det er jeg ikke sikker på, men det gør et godt forsøg. Den er dramatisk, fløjlsagtig, nærmest blodrød med store blomster, som har en virkelig fin ur-roseform med masser af kronblade og en kraftig duft.
Lykkefund
Ingen regel uden undtagelser, og det her er en af de ikke-remonterende roser i haven. Når den nu har fundet vej alligevel, er det fordi, at den trives, selv om der er en del skygge, hvor den vokser op ad hegnet i havens nordside. Den kommer hurtigt til at fylde godt, og hele forhaven dufter, når den virkelig folder sig ud. Senere på året får den ret fine orange hyben, som er en pæn kontrast mod raftehegnet.
Alchemist
‘Alchemist, blomstrer også kun en gang, men når den gør, har den det mest fortryllende farvespil. Måske derfor hedder den sådan? Den er rosernes forvandlingskugle - den ene dag ser blomsten orange ud, men dagen efter vil du måske nærmere sige abrikosfarvet, eller er det rosa? Den dufter vidunderligt parfumeret, men den blomstrer desværre kun en gang. Min slynger sig op i et ramponeret trådhegn.
PS - jeg ved ikke, hvad rosen øverst hedder. Jeg gik forbi den forleden dag i København og blev helt betaget. Hvis nogen ved, hvad den hedder, må I endelig skrive til altidsortenegle@gmail.com, for jeg blev i den grad ramt af havesyge. I er også velkomne til at skrive med spørgsmål eller forslag til emner, jeg skal tage op. Nu løber jeg ud og stikker næsen i roserne.
Du kan også følge med på Instagram, hvor der er billeder fra haven sådan cirka hver dag. Her hedder jeg @sorte.negle.
Endelig kan du være så flink at stemme på Sorte Negle, der er nomineret til Årets Haveblog af Haveselskabet. Det kan du gøre her - du behøver ikke stemme i alle kategorierne.