Jo, dine Amaryllis(?) kan blomstre igen
Lad os starte med det kontroversielle: Amaryllis hedder slet ikke Amaryllis. What? Sank dit verdensbillede lige i grus dér? Well, den er vist god nok. Der er skam en plante, der hedder Amaryllis. Den kommer fra Sydafrika, og du kan se et billede af den her.
De planter, som vi især om vinteren køber som løg med en stilk og blomsterknop, som vel kun hos de allermest ærbare ikke giver falloide associationer, ja de hedder faktisk Hippeastrum, og de kommer fra Sydamerika. Jeg har lidt svært ved at vænne mig til det, og jeg kalder planten alt muligt.
Da jeg var barn, var den ’De fire verdenshjørner’, vel fordi de typisk får fire modsatrettede blomster. Den kaldes også Ridderstjerne, som er en oversættelse af det (rigtige) botaniske navn. Jeg har læst et sted, at det hentyder til, at blomsten et sted i udviklingsstadiet ligner et hestehoved. Jeg har prøvet at få det til at passe på mine blomster, men de har hverken lignet heste eller riddere, så jeg kan bedst forstå det med verdenshjørnerne.
For mig – og mange andre – hører Hippeastrum julen til, og det ses i blomsterbutikker, supermarkeder og grønthandlere. Måske er det bare fordi, der er så lidt at lave i haven, at vi plantetosser må finde et eller andet, der kan gro i december? Og hvis der er noget de kan, ja så er det det.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at de er specielt kønne, men hvert år bliver jeg imponeret af deres vokseri. Da jeg var lille målte jeg med min lineal, hvor hurtigt det gik. De kan næsten klare 10 cm på en uge. Og hvorfor ikke prøve, om man kan få den til at blomstre igen næste år? Det er både sjovere og mere bæredygtigt end at smide dem ud.
Det kræver dog, at man har en plads, hvor planterne kan stå i den vegetative fase efter blomstring, hvor de måske er knap så sjove at kigge på.
Sådan passer du dine Amaryllis / Hippeastrum
Så når nu mine Hippeastrum er ved at blomstre af, så gør jeg følgende: de visne blomster nippes af, men jeg lader stænglen sidde og tørre ind. Hele fidusen er nemlig, at løget skal samle så meget energi som overhovedet muligt, inden det går i hvileperioden, som er den tredje fase – altså vi har blomstring, vegetativ periode og så en hvileperiode.
Så de næste måneder vil bladene gro, og jeg passer dem med vand en gang om ugen og gødning i vandet sådan cirka hver anden gang. Stilken klipper jeg af, når den visner.
Planterne kan ikke tåle frost, men når vi når hen til de lunere tider, kan de sættes udenfor. Dog har jeg mange snegle, som synes, at den slags smager godt, så jeg holder dem inde. Omkring sommerferien gulner bladene, og så holder jeg op med at vande planten og lader dem visne.
I august/september klipper jeg bladene af og sætter løget mørkt og køligt, for løgene skal have en hvileperiode på 2-3 måneder, før de igen har kræfter til at blomstre. Hos mig er det i kælderen, men det kan også være en garage, et skab, eller hvad man nu kan finde.
Drivning af Amaryllis / Hippeastrum
Løget får lov at stå dér, indtil min kalender – ja den slags remindere har jeg – fortæller mig, at nu skal mine Hippeastrum frem fra gemmerne. Det er i begyndelsen af november. Det tager nemlig 6-8 uger at drive blomsterne frem.
Jeg tager potten med løget frem fra gemmerne, og så får det en god gang vand, og jeg stiller det i en vindueskarm ved stuetemperatur. Derefter er jeg lidt nærig med vandet, indtil blomsterstilken dukker frem fra en sprække i løget. Jeg giver kun mere vand, hvis jorden er helt tør. Derefter holder jeg jorden let fugtig, men ikke alt for våd, ellers risikerer man, at løget rådner. Hos mig passer det med, at jeg vander cirka en gang om ugen, men stik fingeren i jorden og mærk efter.
Hvis du gerne vil have blomster længe, så stil din Hippeastrum lidt køligere, når den lægger an til at blomstre. Det kan være, at det fx er meget vigtigt for dig, at den peaker lige til jul. Den slags er jeg ikke så optaget af, næh jeg vil bare have den midt i det hele, når den står der i al sin overdrevne pragt, og så må det være, når det passer den.
Hvis du ikke har planter i forvejen, kan du også købe løg om efteråret. Og her vil jeg altså sige, at det er min erfaring at ’size matters’. Jo større løg, jo flere og større blomster, så gå efter de store. Lad dem først stå med rødderne (ikke løget) i vand et døgns tid. Plant derefter løget i pottemuld – evt. med lidt perlite i for dræn. Potten skal kun lige akkurat være større end løget, cirka 1-1½ cm hele vejen rundt, og der skal selvfølgelig være drænhuller.
Plant ikke løget for dybt, men lad cirka en tredjedel stikke op over jorden. Vand derefter som beskrevet ovenfor, og så skulle der gerne begynde at ske noget. Lyder det bøvlet? Måske lidt, men også ret tilfredsstillende, synes jeg. Hvis man har børn, synes de måske også, at det er meget sjovt, og der er jo egentlig ikke meget arbejde i det. Det er mest noget med at huske, hvornår hvad skal gøres.
Og hvis man har svært ved den slags, kan man jo følge mig på Instagram, hvor man løbende kan se, hvad jeg sysler med. Her er jeg @sorte.negle
Man kan også skrive sig på mailinglisten, hvis man vil have et ping i indbakken, når der er nyt på bloggen (scroll ned, så finder du det).
Endelig kan du sende en e-mail til altidsortenegle@gmail.com med spørgsmål om ens Hippeastrum eller andre plantesager, man spekulerer over.