Sådan får du flotte stueplanter 3: Mange planter drukner i omsorg
Jeg går faktisk og er lidt bekymret for, om min plantebegynderven Mads kommer til at drukne sine planter i omsorg. Derfor handler det i denne uge om, hvornår og hvordan du vander dine planter. For hvor tit skal man så vande? Det er vel det spørgsmål, jeg får mest, når det kommer til stueplanter.
Det kommer nok ikke bag på nogen, at vand er helt uundværligt for planter. De fleste planter består af omkring 80-90% vand, og det er gennem vandet, at planten suger næringsstoffer op fra jorden. Og når du ligesom min Mads skal lære at vande dine planter, så skal du passe på med at være for generøs. For der er langt flere planter, der dør pga. overvanding end det modsatte.
Hvor ofte skal man vande sine stueplanter?
Og det er et godt spørgsmål, som det er svært at give et enkelt svar. For det kommer an på. Og hvor irriterende er det lige at få at vide. Men det gør det altså.
Det afhænger først og fremmest af, hvilken plante det er. Og hvor meget lys den får. Det har vi allerede været lidt inde på i afsnit 1 om plads og lysforhold, og i afsnit 2 om at vælge nemme planter.
Hvis I har læst med dér, kan I måske også regne ud, at den samme plante skal vandes med forskellig frekvens, hvis den står i en sydvestvendt vindueskarm og hvis den vokser i et nordøstvendt vindue.
Temperaturen har selvsagt en masse at sige, og om vinteren skal dine planter generelt have lidt mindre vand end om sommeren, for de får mindre lys og vokser stort set ikke. Hvor meget dræn, der er i den jord, de vokser i, har også betydning. Er jorden kompakt og meget spagnumholdig, vil den holde bedre på fugtigheden end en mere grov jord med sand eller perlite i.
Alle disse faktorer har altså betydning for, hvor ofte du skal vande dine potteplanter. Så nok folk spørger, så prøver jeg i stedet at give dem nogle hints om, hvordan de kan se på deres planter, hvornår det er tid til at vande.
Tegn på, at din stueplante skal have vand
Hvis din plante trænger til vand, kan du typisk se det på bladene. Men det vil se forskelligt ud, afhængig af hvilken slags plante det er.
Planter med tynde blade mister spændstighed og kommer til at hænge lidt mere. Nogle blade ruller lidt sammen, og andre bliver måske tørre og visne i spidserne.
Endelig er det allerbedste råd at stikke fingeren i jorden - sådan helt bogstaveligt - og mærke efter, om jorden er fugtig. Langt de fleste planter skal nemlig helst lige tørre ud mellem vandinger. Hvis jorden er tør - også 3-4 cm nede, ja så er det tid til at vande din plante. Er den derimod fugtig, så vent lige et par dage.
Sådan vander du dine planter
Der er mange meninger om den bedste måde at vande sine planter på. Og der er flere af dem, der virker. Fælles for dem er, at du må have fingrene i en vandkande. Jeg vil anbefale en ikke alt for stor og tung en med en lidt smal tud, så bliver det noget nemmere at ramme. Jeg har også en klud med rundt, når jeg vander, så jeg kan tørre op med det samme, når jeg spilder.
Jeg har hørt mange sige, at de har en fast rutine, hvor de vander på faste dage. Hvis det hjælper en at sætte det i system på den måde, så kan man fint gøre det. Så længe man ikke bare vander automatisk, men bruger de faste tidspunkter til at tjekke, om ens planter faktisk trænger til vand. Jeg tager en grundig tur hver weekend og kigger til mine planter, og så tjekker jeg dem, jeg ved er mest tørstige, en gang eller to i løbet af ugen.
Jeg vander planterne fra oven, sørger for at der kommer vand på alle sider af planten, og så vander jeg, indtil der kommer vand ud af pottens drænhul i bunden. På den måde ved jeg, at der ikke er “tørre lommer” i jorden. Jeg prøver så vidt muligt at undgå at få for meget vand på selve planten. Det er rødderne - ikke stængler og blade - der suger vandet op. På videoen her kan du se hvordan.
Af samme grund har jeg kun stueplanter i potter med hul i bunden. Hvis jeg bruger en potteskjuler uden hul, så sørger jeg for at planten står i en plastikpotte med drænhuller i skjuleren som på videoen ovenfor. Jeg vil ikke anbefale, at du har planter i en beholder, hvor vandet ikke kan løbe fra.
Når der kommer vand ud af bunden, ved du, at planten har fået vand nok. Jeg vander alt fra sukkulenter og kaktus til Pilea peperomioides, og hvad jeg ellers har på samme måde. Sukkulenter og kaktus får bare vand sjældnere.
Hvis du har mulighed for at opsamle regnvand - det behøver ikke være mere avanceret end en spand udenfor - så vil det være bedre for mange planter. Især orkidéer, luftplanter og Marantha-familien er ikke glade for det kalkholdige hårde vand fra hanen. Men hvis det ikke er en mulighed at vande med regnvand, så går det også endda.
Det er lidt mere omstændigt at vande fra oven, og når jeg ikke har tid til at gøre det på den måde, vander jeg i underskålen og tjekker efter en times tid, at planten har suget alt vandet op. Hvis der er overskydende vand, så hælder jeg det fra. Problemet ved den metode er, at jeg ikke kan være sikker på, at planten har fået vand nok.
Tegn på at du overvander dine planter
Der er helt sikkert dem, der glemmer at vande deres planter, så de tørrer ud og dør. Men der er langt flere, der er for generøse med vandkanden. Hvis planterne står og sopper, så kommer der ikke ilt til rødderne, og det kan de ikke tåle. Rødderne ender med at rådne. Jeg har slået langt flere planter ihjel med kærlighed end med glemsomhed.
En plante, der får for meget vand, får ofte bløde og lidt slatne blade. Et andet tegn på overvanding er, at de nederste blade på planten bliver gule eller visner og falder af. Og hvis man ikke ved det, vil mange omsorgsfulde plantemennesker sikkert tænke “Min plante er ved at visne. Jeg giver den lige lidt ekstra vand”. Og ak, så har du balladen.
Endelig kan nogle planter få ødemer, hvor cellevævet er sprængt på grund af ophobede vandmængder, fordi planten optager mere vand fra rødderne, end der fordamper fra bladene. Det ses som ru mørke pletter på bladene.
Så. Det var godt at få det på plads. Nu må jeg sende dette indlæg til Mads, så jeg er sikker på, at han lærer kunsten at vande og ikke drukner sine nye planter i omsorg.
Hvis du nu sidder og grubler over plantespørgsmål, så send en mail til altidsortenegle@gmail.com - så skal jeg gøre mig umage for at svare.
Du kan også skrive dig op til at få en mail, når der er nyt på bloggen. Scroll ned, så finder du, hvor du kan skrive dig på.
Endelig kan du følge mig, mine sorte negle og især mine planter og min have på Instagram