Sådan får du flotte stueplanter 1: Rette plante rette sted
Det allerbedste ved at have denne her blog er, når jeg hører, at det er lykkedes at inspirere nogen til at gøre et eller andet, som har med haver eller planter at gøre. Noget, som de ellers ikke ville have gjort.
Og jeg har lige haft den fineste oplevelse med det, som har fået mig til at tænke på at lave en serie om stueplanter. Og det passer så fint med, at havesæsonen går på hæld. Så kan vi passende rykke indendøre.
Min ven – lad os kalde ham Mads (fordi Mads P. for nylig vandt verdensmesterskabet i landevejscykling) – er lige flyttet ind i et temmelig tomt hus. Han har i et par måneder jævnligt lånt mit hjemmekontor, som er et ret så almindeligt hjemmekontor. Måske bortset fra at der nok er ualmindeligt mange stueplanter i det. Tre og tredive styk for at være helt præcis. For det er mit hjørne af huset, hvor det kun er pladsen, der sætter plantebegrænsninger.
Dér har Mads altså siddet og arbejdet i selskab med mine planter, og han er blevet smittet. Smittet af plantebacillen, og nu vil han også have mange planter i sit nye hus. Men Mads ved ikke en dyt om planter, så han spurgte, om jeg ville være hans plantekonsulent og hjælpe ham i gang med at blive en ’plantsman’.
Så denne her serie – i mindst en håndfuld afsnit – er til Mads og alle andre, der gerne vil invitere flere planter ind i deres hjem og deres liv, men som ikke føler sig helt sikre på hvilke, og hvordan man kommer i gang.
Første del handler om at kigge på plads og placering.
LOCATION, LOCATION, LOCATION!
Trin 1 på vej mod at blive en ’plantperson’ er at kigge på dit hjem, kontor, eller hvor du nu vil planteopgradere og tænke over, hvad du har af plads og muligheder.
Den 1. oktober fik Mads nøglen til sit nye hus, og samme dag gik vi en runde i huset og kiggede på, hvor det ville være oplagt at stille planter. Mads er så heldig (jeg er meget misundelig) at have nogle virkelig flotte dybe vindueskarme, hvor der kan være masser af planter.
Vi blev enige om i første omgang at nøjes med planter til de to vindueskarme i stuerne og så et par større planter til et godt hjørne. På den måde bliver det ikke – håber jeg – en alt for stor mundfuld at lære at passe planterne, og så kan Mads altid udbygge samlingen, når han får mod på mere.
Det næste trin er at kigge på lysforholdene hos Mads.
PLANTER SPISER LYS – IKKE GØDNING
Hvis jeg har en plante, der ikke trives, så er noget af det første, jeg gør, at overveje dens placering i forhold til lys. Vi har nok alle sammen hørt om fotosyntese, og lidt populært sagt er det planterne, der laver deres egen mad ud af CO2 fra luften blandt andet. De bruger energi fra sollys til den proces. På fint hedder det, at de er fotoautotrofe, altså de kan nære sig selv ved hjælp af lys. Så lærte vi også et nyt ord i dag, eller hva?
Så lys er altså den vigtigste næring for planter. De trives helt sikkert bedst, hvis de også får gødning, men de kan faktisk klare sig meget længe uden. Men uden nogenlunde rette mængde lys til gengæld, vil de hurtigt begynde at mistrives.
Og det her med at vurdere lysforhold kan være lidt tricky. Det menneskelige øje kompenserer nemlig for manglende lys, så vi kan have ret svært ved at vurdere, hvor lyst der egentlig er i et rum. Det kan man gøre meget nørdet og kompliceret med apparater og måle ’foot candles’, som er den ret skønne måleenhed for den slags. Man kan også downloade apps til telefonen.
Jeg forholder mig langt mere lavpraktisk til det og kigger på noget så gammeldags som verdenshjørnerne, og så holder jeg det sammen med, hvilken slags plante jeg har med at gøre, og hvor den kommer fra. For det giver et fingerpeg om, hvad den har brug for af lys og vand.
Vinduer mod syd og vest betyder stærk sol en god del af dagen, og det er der faktisk ikke så forfærdelig mange stueplanter, der kan tåle. Her er det mest sådan nogle ørkentyper som kaktus og visse sukkulenter, der har en fest.
Nord betyder skygge det meste af dagen, så her vil planter fra skovbunden, som ikke har brug for sol, trives. Vinduer mod øst betyder lidt sol om morgenen og formiddagen, dvs. både blid sol og skygge, og det vil være rigtig fine forhold til mange planter.
Når du så bevæger dig væk fra vindueskarmene, bliver det lidt mere kompliceret. Her kan du forsøge dig med på det lyseste tidpunkt af dagen at holde en hånd op, dér hvor du vil placere din plante.
Du kan få en idé om, hvor meget lys der er ved at kigge på skyggen. Hvis der er meget lys, vil skyggen se skarp og præcis ud, og der er stor kontrastforskel mellem skyggen og omgivelserne. Er skyggen derimod svag med en diffus kontur, ja så skal du kigge efter planter, der ikke skal have så meget lys. Indrømmet - det er sådan en sjussemetode, og ikke noget særligt videnskabeligt.
De to vindueskarme i Mads’ stuer har vidt forskellige lysforhold. Den ene vender mod sydvest, og her er der stærk direkte sol en god del af dagen. Her er det mest sådan nogle ørkentyper som kaktus og så sukkulenter, der vil trives.
Den anden vindueskarm vender mod nordøst, og her er der flere muligheder, for langt de fleste stueplanter har det godt med det, tekstbøgerne kalder ’bright indirect light’ (lyst indirekte lys lyder bare fjollet). Dog ligger der et hus ret tæt på, så der er mindre lys, end hvis der havde været åbent omkring vinduet.
Så efter at have inspiceret mulighederne hos Mads, har jeg nu en mental liste, hvor der står:
Ca. 10 planter til stærkt lys – kaktus eller sukkulenter, blandede størrelser, mindst 2 halvstore (min. 50 cm)
Ca. 10 planter til skygge eller svagt lys, mindst 2 halvstore
Mindst én stor plante til et hjørne, mindst 150 cm , mere høj end bred
Et par hængende planter til reolen – planter der kan klare sig i skygge, for de står inde i rummet
Næste gang kan du læse om, hvilke planter vi vælger og hvorfor. Og hvordan vi køber ind.
Hvis du vil vide mere om planter og mere avanceret måling af lys, kan du læse her.
Hvis du vil følge med i, hvad jeg ellers har af planter inde og ude, kan du kigge med på Instagram. Her hedder jeg @sorte.negle
Og hvis du vil have et ping i mailboksen, når der er nyt på bloggen, kan du skrive dig på mailinglisten. Scroll ned i bunden, så finder du det.
Og endelig kan du skrive en e-mail til altidsortenegle@gmail.com, hvis du har spørgsmål om stueplanter eller andre planterelaterede sager, så skal jeg gøre mig umage for at give et fornuftigt svar.