Jeg drømmer om et 'magic carpet'
Blomsterenge er noget af det smukkeste. Smørblomster, kløver, tidsler, okseøje, cikorie, røllike, mjødurt, blåhat og alle deres venner, der nikker i solen. Jeg elsker alle de vilde og lidt mere diskrete planter, der trives i grøftekanter og andre steder, hvor de får lov at vokse i fred.
Hvis man vil lave en blomstereng, hvor der vokser græs, så fjerner man græstørvene og sår en engblanding. Der findes mange forskellige frøblandinger, der egner sig. Du kan så ‘Blå hav’-blanding, ‘Høj hvid’ eller ‘Sommer og sol’. Det hele lyder godt, men er ikke noget for mig.
Jeg har nemlig læst en del om, hvordan man anlægger sådanne blomsterenge, og så har jeg opgivet på forhånd. For det handler især om, at jorden er næringfattig, og hvis der er noget, jorden her hos mig er, så er det ikke det. Den er tung og kompakt og fyldt med krudt.
Udfordringen med en blomstereng er at holde græsset væk, for græs er noget livskraftigt stads, og hvis der er næring i jorden, så vokser det hurtigere end alt det andet. Derfor skal alle blomsterenge også slås mindst en gang eller to hvert år, og alt afklippet skal fjernes, så det ikke formulder og gøder jorden. Men altså. Jeg opgiver det projekt på forhånd.
God jord er jo en gave, når man dyrker grøntsager og mange andre ting, og jeg ville ikke bytte frodigheden i min have væk. Men i forhold til mine blomsterengsdrømme er lerjord noget bras.
Eller det troede jeg i hvert fald. Men så snublede jeg over en artikel i det engelske haveblad Gardens Illustrated med en reportage fra et af de dér godser med enorme haver og haveinteresserede grever og baronesser, som der tilsyneladende er et uendeligt antal af i England.
Her havde de anlagt en forårsblomstrende eng fyldt med blomsterløg: påske- og pinseliljer (eller narcisser som vi havetosser kalder dem, se billede i toppen) og vibeæg i tusindvis. Et ‘magic carpet’ af nikkende trompeter og ternede klokker. Det er sager, der også trives hos mig. Ligesom perlehyacinter, krokus og scilla også breder sig nydeligt. Så hvis de dér baroner kan, så kan jeg vel også.
Bevares, jeg har ikke store enge og skovbryn med søjler, templer og den slags, og det er jo mest godt, for det ville koste en formue i blomsterløg, men jeg har 15 kvadratmeter græs i forhaven, som ikke rigtig bliver brugt til noget, og dér vil jeg nu anlægge min blomstereng og føle mig som den fineste baronesse, når den blomstrer til foråret.
Så jeg lurer på narcisser, scilla, vibeæg (og måske andre medlemmer af familien fritillaria) og krokus, og så gør jeg ellers klar til at smøge ærmerne op.
Planen er ikke at grave hele græsplænen op. Jeg laver min løgblanding i en spand, og så laver jeg bunker rundt omkring med 10-15 løg med 40-50 cm imellem bunkerne. Så graver jeg en græstørv på omkring 12 x 12 cm op 5-10 cm dybde, og så placerer jeg løgene på den blottede jord. Så lægger jeg græstørven på plads, træder forsigtigt på den, og vupti. Efter en uge eller to er der ingen, der kan se, at der har været gravet, men jeg kan til gengæld kigge på græsplænen og drømme om min kommende forårs-baronesse-status.
Man skal lige være med på, at ens ordenssans må leve med, at man skal vente med at slå græsset til løgplanternes blade er visne. Selv når man har en baronesse-titel. Løgene henter nemlig energien fra bladene tilbage, så de kan blomstre i mange år. Smart fundet på. Omkring juni kan man igen klippe sit græs, og så opfører det sig som en almindelig græsplæne resten af året. Hvis ens indre ordensmester bliver udfordret, kan man minde sig selv om, at det er godt for biodiversiteten i haven at lade græsset stå. Man kan sågar overveje at lade det være sådan hele året.
I næste uge kan du læse mere om, hvilke blomsterløg jeg bestiller til mit magiske tæppe.
Eller du kan gøre mig glad ved at skrive dig på mailinglisten, så får du altid besked, når der er nyt på bloggen. Livet er lidt travlt i øjeblikket, så der kan gå et par uger i mellem. Scroll helt ned i bunden af siden, så kan du skrive dig på.
Og så kan du altid sende mig en mail på altidsortenegle@gmail.com, hvis du har ris, ros eller spørgsmål.