Nu går jeg salat-amok

Lactuca sativa. Bedre kendt som salat.

Det er en af de ting, jeg tyr til i disse blive-hjemme-tider. At starte køkkenhavesæsonen op er noget af det, der hjælper på mit humør midt i al balladen. Og en af de ting, du kan lave, mens du venter på gode nyheder, er at så salat.

Her gror Lollo Rosa-salat ved siden af spinatranke, som er en klatreplante, der kan spises som salat.

For et par år siden havde jeg store problemer med at dyrke salat. Det blev spist af de små slimede møgbæster til dræbersnegle, men siden jeg begyndte at forspire hele molevitten og flyttede køkkenhaven i højbede, er det blevet meget bedre. Så i år vil jeg gå amok i salat. Jeg har nemlig besluttet mig for, at jeg skal være salatekspert.

Det er der tre grunde til. Det første er, at det er ret nemt at dyrke, hvis du ellers kan holde sneglebæsterne i skak, og hvis du husker at vande en gang i mellem (længere nede på siden, kan du læse, hvordan jeg dyrker salat).

Her en overvintret salatplante af sorten ‘Matilda’. Den blev sået i september, plantet ud i køkkenhaven i oktober og har stået i stampe under fiberdug hele vinteren. Nu begynder den at skyde.

Det andet er, at det er nemt for mig at få spist. Jeg drømmer om en dag at være nogenlunde selvforsynende med grøntsager (selv om jeg er vældig langt fra at være det), og jeg sår alle mulige mærkelige og mindre mærkelige ting. Men når jeg skal være helt ærlig, så er der en del af det mere særlige, som jeg har lidt svært ved at få brugt. Bladbeder, kålrabi og pak choi kan godt komme til at stå lidt længe derude og skrige på at blive høstet. Sådan er det ikke med salat. Dér kan jeg ikke få nok (men måske får jeg det alligevel i år).

Og endelig så er forskellen mellem det, du kan købe, og det, du kan dyrke selv, simpelthen bare enorm, og sådan en salatskål med alle mulige forskellige sprøde blade, krydderurter og spiselige blomster kan ikke andet end at gøre én glad i låget.

Skål med blandet salat fra haven. Jeg plukker også krydderurter, rødbedeblade og grønkål i.

Så jeg har købt salatfrø. I lange baner. Mange sorter og slagser, og jeg har vist allerede sået flere planter, end jeg kan spise det næste år. Jeg har mindst 100 spirer på vej. Men jeg er lovligt undskyldt. For jeg forsker i, hvilke sorter der er uimodståelige, og hvilke der er undværlige. Jeg undersøger, hvilke der klarer sig godt i de kolde måneder. Og jeg vil finde ud af, om det virkelig kan lade sig gøre at høste salat hele året. Det er der tilsyneladende nogle, der kan slippe af sted med, som fx Englands Monty Don, som må være deres svar på Søren Ryge.

Jeg startede allerede forsigtigt på det her med vinterdyrkning sidste år, og min foreløbige forskning viser, at sorten ’Mathilda’ og ’Red Salad Bowl’ klarer kulden ret godt. De står i hvert fald fint nu og er begyndt at vokse videre mellem hvidløgsplanterne, som man kan se på topbilledet øverst. Rucolaen på billedet her plantede jeg i oktober, og den kommer også igen nu, hvorimod ’Lollo Rosa’en har haft det svært. Kun ét af hovederne har overlevet, og det er kun lige akkurat i live.

Forskellige typer salat

En skøn ting ved salat, når man dyrker det selv, er mangfoldigheden. Planterne er røde, skrigende grønne, frynsede, prikkede, sprøde, blanke, krøllede, dybt mørkegrønne, glatte, tykbladede, bitre, mønstrede, fregnede, søde. Jeg kan bruge resten af mit liv på at blive klogere på dem, for der findes et hav af sorter og typer.

Der er hovedsalat, som vi kender som det dér lidt løse salathoved, som går i den klassiske grønne mormorsalat med flødedressing. Jeg dyrker sorterne ’Merveille de 4 saisons’, som jeg har prøvet før og så ’Buttercrunch’, fordi den har et appetitligt navn.  

Så er der pluksalat, som ikke danner hoveder. Den er god om sommeren, fordi den ikke så nemt går i blomst, selv når temperaturen stiger. Det gør en del andre salattyper. Jeg dyrker sorten ’Red Salad Bowl’, som har løst krøllede, rødlige blade. Den er også ret pæn. ’Lollo Rosa’ er også en pluksalat, som har været nem at have med at gøre i min have.

Her er ‘Red Salad Bowl’, en af de pluksalater, jeg har stor held med. Og så er den pæn. Hvis du har problemer med snegle, så prøv at dyrke nogle røde salater. Jeg synes, at sneglene nipper mindre af dem.

Batavia-salat er en sprød salat med god smag, hvor bladene danner løse rosetter. Den klarer efter sigende både kølige temperaturer, men også sommervarmen ret fint. Jeg har ikke dyrket den tidligere, men forsøger mig i år med sorten ’Webbs wonderful’.

Romaine-salat er den, du møder i den allestedsnærværende cæsarsalat. Knasende sprød, når den er bedst. En anelse bitter, men ikke mere end de fleste kan være med. I supermarkederne møder vi ofte de små hjertesalater, som også er en slags romaine. Romaine-salat kaldes også cos-salat – vist nok fordi de menes at stamme fra øen Kos i Grækenland. Jeg har i flere år forsøgt mig med sorten ’Little gem’, men det vil ikke rigtig. Enten spirer de slet ikke, eller også er de gået til som småplanter. Måske har jeg bare fået nogle dårlige frø. Så i år har jeg bestilt et par andre sorter som supplement, for at se om jeg har mere held med dem. Blandt andet ’Crisp mint’, som har en flot farve og skulle være meget lidt bitter.

Og så er der Iceberg – kendt fra færgens salatbuffet. Jeg har ikke dyrket den før selv, men jeg tænker, at det skal prøves, hvordan den smager, når den er hjemmegroet. Netto havde frø til 2 kr. pakken, så hvorfor ikke?

Måske er der flere typer endnu. Jeg synes, at salater kategoriseres lidt forskelligt rundt omkring, men den sidste slags, som jeg vil prøve, er aspargessalat, som vist nok er det, der kaldes celtuce. Her kan bladene spises, men den virkelige delikatesse er vist nok blomsterstænglen, som man skræller og spiser rå eller tilberedt. Jeg har dyrket aspargessalat for et par år siden, og jeg kunne virkelig godt lide bladene, men jeg anede ikke, at det var stilken, der var hovedattraktionen. Så det skal naturligvis prøves.

Jeg forspirer al min salat. Sneglene æder planterne, hvis jeg sår direkte, men når de har fået lidt størrelse, smager de tilsyneladende mindre godt, hvis man er snegl (og heldigvis rigtig godt, hvis man er menneske).

Sådan dyrker du salat:

Jeg forspirer salat indendørs på denne tid af året – senere kan du starte frøene udenfor. Jeg sår ret tæt i såbakker, og når planterne er et par centimeter høje, planter jeg dem over i individuelle potter. Når de er vokset et par centimeter mere, flytter jeg dem ud et beskyttet sted. Jeg har en drivbænk, men det kan også være en gennemsigtig plastikkasse, under fiberdag, eller hvad man nu kan finde på. Her får de lov at vænne sig til de køligere temperaturer en uge eller to, inden jeg planter dem ud i køkkenhaven.

Jeg sår lidt ad gangen, men hyppigt. Mindst fire gange om året. På den måde har jeg stort set hele tiden planter, jeg kan høste af.

Når planterne er et par cm, prikler jeg dem over i hver deres lille potte. Jeg lirker dem fri med en pind, holder forsigtigt i bladene og undgår at røre ved rødderne, som nemt går i stykker.

Første gang forspirer jeg som nævnt indendøre her i slut februar til start marts. Næste hold forspirer jeg udendørs omkring 1. maj, inden det bliver for varmt. Salat spirer nemlig mindre godt i varmen. Tredje hold sår jeg udendørs, når jeg kommer hjem fra sommerferie. Her er det vigtigt at finde et køligt og skygget sted i haven, og det sidste hold sår jeg omkring 1. september.

Sørg for, at jorden er godt gennemvædet, inden du sår. Ellers kan de små frø blive skyllet væk, når du vander. Salatfrø skal kun dækkes med ganske lidt jord, og det er vigtigt, at du ikke lader planterne tørre ud. En stor del af salat er vand, og det må planterne ikke mangle undervejs. Rødderne stikker heller ikke så dybt, så de løber ikke så langt efter vand.

Plant gerne sommersalaterne et sted, hvor de ikke bliver bagt i fuld sol hele dagen. Jeg har et par højbede, som får lidt skygge sidst på eftermiddagen. De er gode. Salat fylder ikke så meget i køkkenhaven, og du kan sagtens plante det mellem andre sager. Hos mig har jeg fx plantet små salatplanter ud mellem de rækker hvidløg, jeg satte i oktober, og nu i marts står små salatplanter, som har været i stampe hen over vinteren, klar til at vokse videre. Dem kan jeg forhåbentlig snart høste af, mens de små nysåede puslinger i vindueskarmen vokser sig store nok til at blive ædt. Med lidt held kan jeg høste salat dér, frem til hvidløgene bliver høstet i juni. Så er bedet ledigt til fx forspirede bønner, squash, eller hvad jeg nu måtte have under opsejling.

Når man løbende kun høster de ydersteblade, kan man høste salat fra samme plante over lang tid. Til sidst får man små salattræer. Her er det ‘Lollo rosa’-træer.

Du kan også plante salat under dine tomatplanter, som kan give lidt skygge om sommeren, og du kan så gulerødder mellem dine salatplanter, når du begynder at høste de yderste blade. Jeg høster nemlig sjældent hele salathovedet, men blot de yderste blade. På den måde kan jeg høste fra de samme planter over lang tid.

Hvis du har salattips eller yndlingssorter, jeg måske ikke kender, kan du sende en mail til altidsortenegle@gmail.com.

Du kan også skrive dig på mailinglisten, så du får et ping i indbakken, når der er nyt på bloggen. Scroll ned, så finder du det.

Og endelig kan du følge med i salater og andet grønt på Instagram. Her er jeg @sorte.negle.