Krydderurter i haven 2: De uundværlige fra de varme lande

Sidst var vi forbi alle de krydderurter, som trives godt i ikke al for varme omgivelser. Dem, vi kan dyrke i det tidlige forår og i efteråret. Om sommeren vil de fleste blomstre, og så er bladene ikke så sjove at spise. Min koriander lægger fx så småt an til at blomstre nu, og det gælder både første og andet hold, som er sået med halvanden måneds mellemrum. De er simpelthen programmeret til at blomstre i juni. Det får den lov til, for jeg vil forsøge mig med at høste frøene - både til at så og til at spise.

Men nok om dem, nu skal vi til dem, der har det bedst i sommerens varme. Dem, som minder os om sommerferier i Sydeuropa og al den gode mad, der følger med hjem på sidebenene. Jeg dyrker dem i krukke (bortset fra basilikum, som jeg også dyrker i køkkenhaven), for i min tunge lerjord, trives de ikke. De fleste af dem vil nemlig gerne have det varmt og lidt barskt i veldrænet jord uden al for meget næring. 

Og de fleste af dem er faktisk ret nemme at dyrke.

Rosmarin

Noget af det dummeste, jeg har gjort her i haven, var, at jeg gravede en flot, velvoksen rosmarin op og flyttede den kort tid efter, at vi var flyttet ind. Den voksede under tagudhænget på sydsiden af huset, og dér havde den det godt. Jeg flyttede den hen i et vindomsust halvskygget bed. Det døde den af. Jeg vidste ikke bedre.

Rosmarin blomstrer i foråret med sart lyseblå blomster. Det latinske navn Rosmarinus betyder havets dug. Meget poetisk, synes jeg.

Jeg elsker rosmarins fyrreagtige duft, så siden har jeg forsøgt mig på forskellige måder, og jeg har fundet ud af, at det, der virker bedst for mig, er at dyrke rosmarin i en terrakottakrukke, hvor den har det tørt, varmt og trangt. Hos mig står den fint ude hele året, og det har den klaret i en hel del år efterhånden. Om vinteren flytter jeg krukken hen under tagudhænget, for den kan tilsyneladende godt klare kulden, hvis den bare ikke har det for fugtigt. Køb den på en planteskole, hvor du får planter af god kvalitet.

Hvis du bruger meget rosmarin, skal du måske have to, for de vokser ikke så hurtigt. Hvis du har lidt tålmodighed, kan du lave dine egne planter, for det er nemt at tage stiklinger af rosmarin. Du tager fat i en dusk på 8-1o cm og hiver forsigtigt nedad, så den går løs ved “stammen”. Så stripper du de nederste blade af, og stikker stilken i en krukke med jord, der er blandet med lidt grus, sand eller perlite, ude langs kanten af krukken. Du kan sagtens have 3-4 stiklinger i én krukke. Tryk jorden godt fast omkring stilken og hold jorden let fugtig. Lad krukken stå et sted med læ og halvskygge. Når stiklingerne begynder at skyde med nye blade, potter du dem om i midten af deres egne individuelle krukker og vupti, så har du snart masser af rosmarin.

Nogle har spurgt mig om beskæring af rosmarin. Og jo, det kan man godt, men det er ikke noget, man skal. Jeg beskærer, når jeg bruger af den, for at forme den lidt, men man kan også bare lade den være i fred. Hvis du vil beskære den, så gør det, mens den er i god vækst, og lad den være, når vinteren nærmer sig.

Oregano

Oregano er ikke bare oregano. Det gælder om at få fat i den rigtige slags, for det er ikke dem alle, der smager af noget. Jeg har to slags. En, som jeg ikke kender navnet på, og som smager som at række tungen ud ad vinduet, bortset fra hvis man er en bi. Så derfor beholder jeg den, for den summer lystigt, hele sommeren med sine lilla blomster, som insekterne flokkes om.

Forrest den græske oregano, som jeg spiser af. Bagest er til insekterne.

Og så har jeg den græske oregano, som helt sikkert er den, du skal have fingrene i, hvis du vil bruge den i maden. Den er ikke noget særligt at se på, men den smager nemlig helt rigtigt af pizza og varme bjergskråninger. Origanum betyder da også bjergets glæde. Begge slags dyrker jeg i krukke, og de er ganske uproblematiske at have med at gøre. De skal vandes, bevares, men de kan sagtens tåle, at jeg ikke nødvendigvis er drønflittig med vandkanden.

Der findes også en fin sort med gule blade. Gylden oregano eller på latin Oreganum aureum. Her fotograferet hos en af mine havevenner.

Timian

Timian siges at være godt for alt muligt. En superurt faktisk, og det græske thymus betyder da også ‘kraft’. En buket på kroppen skulle kunne forebygge pest for eksempel. Eller læg timian mellem puderne, så sover du bedre og får ikke mareridt. Eller hvad med at tage en dusk timian med, hvis du skal præstere. Den skulle give dig ekstra mod.  Eller spis en dusk timian inden måltidet, hvis du er bange for at blive forgiftet. Brænd timian af i stuen, hvis du er plaget af insekter. Ja, mulighederne er mange.

Det er næppe det hele, som holder, men sikkert er det, at thymol, som er det stof, der giver den karakteristiske timianduft, er anticeptisk og bruges også i dag i mundskyllemidler, hånddesinficering og aknemedicin.

Der findes utroligt mange slags timian: citrontimian, appelsintimian, lodden timian, almindelig timian, smalbladet timian. Jeg har den almindelige og en citrontimian.

Det er noget bøvl at så timian selv, for det er svært at få til at spire. Køb hellere din timianplante på en planteskole eller hos grønthandleren, hvis de har fornuftige planter. Ligesom oregano og rosmarin, så trives timian også bedst i krukke, og om vinteren passer jeg den ligesom oregano, ind under tagudhænget, og så får den lov at passe sig selv.

Når du bruger af timian, så klip ikke helt tilbage til det træede på planten. Så vil den nemlig ikke skyde igen. 

Salvie

Salvie er en meget smuk plante, med dunede gråblå blade og stålblå blomster. Der er også en variant med rødlige blade, som også er virkelig pæn. Men jeg er ikke så god til at bruge den i maden. Hak bladene fint og bland dem med hakket hvidløg og fintreven citronskal og drys det på dit lammekød. Det smager godt. Eller pasta med salviesmør. Det er også godt. Nogle sværger til salviete. Jeg synes, det smager af hest.

Der findes mange sjove slags salvie, som dufter af solbær eller af ananas. Jeg har dyrket dem begge, men har nu kun den almindelige. Jeg dyrker den ligesom de andre Middelhavstyper, og den er nem at have med at gøre. Den er også nem at tage stiklinger af. Det gør man ligesom med rosmarin.

Og nu til den svære. Min nemesis.

Basilikum

Jeg skrev om basilikum sidste år. Kaldte den min nemesis, og så havde jeg et fabelagtigt basilikumår. Så nu har jeg mere selvtillid, selv om den varme sommer i 2018 helt sikkert hjalp mig på vej. Der er tre måder, du kan få basilikum på, som er cirka lige besværlige. Du kan så din basilikum selv. De spirer og vokser hurtigt, og så kan du få fingrene i mange forskellige slags. Der findes nemlig mere end 60 arter, og jeg vil tro, at jeg har dyrket omkring 12-15 af dem. Jeg sår dem sidst i april og har dem i vindueskarmen til nætterne begynder at blive lune. Så planter jeg dem ud i et af mine højbede, eller i en stor krukke.

Basilikum fra vindueskarmen klar til at flytte ud i haven. De lidt krøllede blade er sorten Mammut, og så er der rød basilikum bagest.

En anden måde at få masser af basilikum på er at lave stiklinger. Køb basilikum i grønthandleren og klip en god håndfuld af topskuddene af. Sæt dem i et glas vand, og efter nogle uger vil de slå rødder. Skift vandet et par gange om ugen. Når der er godt med rødder på, plantes stiklingen over i en potte og holdes fugtig i vindueskarmen et par uger. Sidenhen kan den plantes ud i haven, eller du kan dyrke den i vindueskarmen.

Endelig kan du splitte din indkøbte potte med basilikum ad og plante de enkelte småplanter om i små individuelle potter. De vil hurtigt vokse videre, og så kan de holde meget længere, end hvis du lader dem stå helt klemt, som når du køber dem

Nøgleordene til masser af basilikum er lys, vand og varme. Så snart planten har fået en vis størrelse, er det bare med at plukke af den. Så vil du få mere tætte og buskede planter. Hvis den lægger an til at blomstre, så nip blomsterne af, så får du flere blade.

Fem forskellige slags basilikum høstet fra højbedet sidste år.

Jeg dyrker den almindelige fra supermarkedet, og så sår jeg også rød basilikum, fordi den er så pæn. Andre gode sorter er græsk basilikum. En ret hårdfør småbladet variant, som smager ligesom den klassiske basilikum. Og så er jeg blevet meget glad for en citronbasilikum, som også trives fint på friland, når først det er blevet varmt. Den smager simpelthen af basilikum tilsat citrussmag. Dét er godt. Endelig er der thaibasilikum, som smager af anis. Den kan du dyrke som de andre slags. Personligt er jeg ikke så vild med den. 

Så selv om denne uges urter kommer fra Middelhavet eller deromkring, så er de fleste af dem faktisk nogenlunde nemme at dyrke på vores breddegrader. Næste gang skal vi til de ukendte og mere mystiske urter.

Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af det, kan du scrolle ned på siden og skrive dig på mailinglisten, så får du et plim i mailboksen, når der er nyt her på bloggen.

Du kan også følge med på Instagram, hvor der er billeder fra haven sådan cirka hver dag. Her hedder jeg @sorte.negle.