Med min hammer, mit bor og mycelium

Hvis jeg skulle studere noget naturvidenskabeligt, så ville jeg studere svampe. Det er noget mystisk ved dem. De er svære at greje. Nogle år er der ingen, andre år er der masser. Pludselig dukker de op fra det ene øjeblik til det andet. Nogle kan dyrkes, andre har man endnu ikke knækket koden til.

Vi skal være rigtig glade for svampe, for de står for at omdanne kviste, grene og sågar træstammer til planteguf. Svampen udskiller enzymer gennem cellevæggen, som nedbryder det, den gror på. Men svampe kan også alt muligt andet. Penicillin kommer fra en særlig skimmelsvamp kaldet penselskimmel, som udskiller et stof, der dræber skadelige bakterier. Det opdagede Alexander Fleming, fordi der pludselig groede noget muglignende, som fortrængte stafylokokbaterier i hans petriskål. Andre skimmelsvampe er usunde for os.

Svampe kaldes også paddehatte, fordi man mente at frøerne og padderne brugte dem som paraply og sad i ly i regnvejret under dem.

Hvad er en svamp? 

En svamp er hverken et dyr eller en plante. Svampe er helt deres egen slags. De indeholder ikke klorofyl, så de kan ikke lave deres egen mad gennem fotosyntese. De absorberer næring fra deres omgivelser - typisk visne blade, kviste eller grene - gennem cellevæggene. Langt det meste af svampen kan du ikke se. De lever som lange, tynde tråde i netværk under jorden eller i træer. Netværket kaldes svampens mycelium, og trådene kaldes svampenes hyfer.

Det, vi spiser, er kun en lille del af svampen, nemlig frugtlegemet, som dukker op, dér hvor koncentrationen af hyfer er størst. I frugtlegemet findes sporer, som er svampenes pendant til planternes frø. Milliarder af små, usynlige sporer spredes med vinden, og danner nye hyfenetværk, og hvis de finder en makker med andet genetisk materiale, kan de vokse sammen og blive til nye svampe. 

Hvorfor er det kun nogle svampe, der kan dyrkes?

Kantareller, rørhatte og trøfler er (desværre) det, der kaldes biotrofe. Det betyder, at den partner, de vokser på, skal være levende. Planten leverer kulstof (sukkerstoffer) fra fotosyntesen, og svampene giver til gengæld vand og næringsstoffer fra jorden gennem deres hyfenetværk, som strækker sig langt længere end træernes rødder. Rigtig mange træer er afhængige af den udveksling, og mon ikke mange træer, nyder godt af svampenes udbredte netværk i disse solrige tider. Men ak, det gør, at man ikke lige kan dyrke dem selv.

Her ser du min svampeprojekt. En dyvel podet med østershattemycelium klar til at blive banket i æblestammen.

Sådan dyrker du østershatte

Heldigvis er der også svampe, du selv kan dyrke som for eksempel østershatte, champignoner og shitake, fordi de er noget så fint som saprotrofe, dvs. at de får deres mad fra dødt organisk materiale som for eksempel træstubbe.

Mange har måske set de dér sæt, hvor svampene vokser ud af små kasser med savsmuld eller kaffegrums. Men hvis man dyrker dem på stubbe eller træstammer, så kan de efter sigende komme igen år efter år. Op til otte år har jeg læst, og det vil jeg prøve. Jeg har fået fat i dyveler, der er podet med østershattemycelium. 

Når dyvelerne er i hus, gælder det om at få snitterne i et stykke stamme fra et løvtræ, som helst skal være nogenlunde frisk, dvs. fældet inden for et par måneder. Dog skal der helst være gået et par uger, fra det er fældet, før du finder bor og hammer frem, for nogle træer har et naturligt svampeforsvarssystem, som så bliver svækket, når det fældes, for selv om hyferne og rødderne har et fint samarbejde, er det næppe rart at blive spist indefra.

I naturen har jeg kun fundet østershatte på bøgetræer, men sådan en stump kunne jeg ikke få fat i. Til gengæld havde genboen netop fældet et æbletræ, og jeg kunne få en stamme af dem. Dyrkningsvejledningen, der følger med dyvelerne siger, at hvis bare det er løvtræ, så skulle det virke. 

Dyvelerne kommer i poser og er omgivet af noget hvidt fnuller, der dufter af skovbund. Og så er det, at du skal have dit 10 milimeters bor frem og en hammer, for du borer simpelthen bare huller med ca. 15 cm mellemrum rundt omkring på din stamme, banker dyvelerne forsigtigt i, og så finder du et sted i skyggen. Jeg har vandet hullerne lidt og håber, at hyferne vil vokse af sted og begynde at gufle træstammen og såmænd også dyvelerne i sig. Der kan gå alt fra 6 til 18 måneder, før jeg finder ud af, om det virker.

Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at dyrke shitakesvampe, men dér skal jeg have fast en i en frisk egestamme, som skulle være den bedste partner til den fornøjelse. Hvis nogen har sådan en, aftager jeg gerne. 

Det her er jo meningen med det hele. Friske svampe lige til at spise. Østershatte har jeg af gode grunde ikke endnu. De her kantareller plukkede jeg sidste år, og de var en af de gode ting ved den meget våde sommer.

Dyveler kan for eksempel købes her (ikke sponsoreret).

Du kan læse mere om, hvordan svampe formerer sig her. 

Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af noget som helst, kan du scrolle ned på siden og skrive dig på mailinglisten, så får du et plim i mailboksen, når der er nyt her på bloggen.

Du kan også følge med på Instagram, hvor der er billeder fra haven sådan cirka hver dag. Her hedder jeg @sorte.negle.

Endelig kan du være så flink at stemme på Sorte Negle, der er nomineret til Årets Haveblog af Haveselskabet. Det kan du gøre her - du behøver ikke stemme i alle kategorierne.