De sidste georginer

Åh ja, så blev georginerne i den gamle køkkenhave gravet op. Så ved man, at det snart er vinter. Dagene er blevet korte, og jeg når mest at se haven i dagslys i weekenden. Det er lidt vemodigt, men jeg prøver at huske at nyde, at der er mindre at gøre i haven (men jeg kan jo så godt lide at gøre alt i haven, så det hjælper ikke rigtigt …).

‘Préférence’ og ‘Crème de Cassis’ side om side. Stadig pænt mange blomster her i slutningen af oktober.

Nå, men det var georginerne - eller dahlia om du vil (du kan læse mere om, hvorfor de har to navne her). De vokser i Den Gamle Køkkenhave. Georginesæsonen starter med lidt god vilje og på en måde allerede i december, hvor jeg bestiller nye knolde.

Det lyder måske ikke af noget særligt, men når jeg sidder og kigger på billeder af farvestrålende blomster og prøver at forestille mig, hvordan de ville se ud i min have, så må der være nogle af de dér gode kemiske stoffer, der udløses i hjernen. Det er en af de gode ting ved at være en erklæret havetosse. Der er dejlige ting, der skal passes året rundt.

Kunsten at holde styr på, hvad man har. Jeg har noget så kedeligt som et Excel-ark, hvor jeg noterer det. Jeg har prøvet med diverse notesbøger, men så går der ged i mine systemer, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg har noteret hvad. Så når jeg lægger knoldene, river jeg skiltet af og stikker det i lommen, og når jeg kommer ind igen, noterer jeg, hvad jeg har.

Her gælder det om at styre sin fingerkløe på tasterne, for der er så mange fine slags og så lidt plads til dem. Så jeg tænker længe, sorterer i dem, jeg har i forvejen, så kun de absolut bedste får en sæson mere, og så tænker jeg over, hvilke farver der skal tilføjes, skrues op eller ned for. Måske skal der også nogle nye faconer til. Georginer kommer nemlig i forskellige typer, som kan være med til at give en god kontrast, selv hvis du har mange i samme farvenuancer.

Og så tænker jeg på – og det så det knager – om jeg dog ikke kan finde plads til lidt flere næste år.

Når bestillingen er lagt, glemmer jeg alt om georginer indtil en gang i februar, hvor en kasse dukker op med posten, og i den finder jeg runkne knolde med yndige og mindre yndige navne som for eksempel ‘Eveline’ og ‘Daisy Duke’, begge absolutte skønheder. Så stikker min hjerne af igen i overdige blomsterfantasier, og jeg begynder at tælle ned til, at de skal i jorden.

Den ser ikke ud af meget, sådan en knold. Det er da et under, at sådan en fætter dér kan blive til bunkevis af skønne blomster.

Jeg forspirer dem. Fylder store plastikpotter og flamingokasser med huller i bunden halvt med jord, placerer den runkne knold ovenpå. Jeg kigger mistænksomt på den og tænker: Den ser runken og sølle ud, men jeg ved bedre, for jeg har efterhånden dyrket georginer i mange år. De skal nok vokse.

Hos mig indgår georginerne i en snedig (synes jeg selv) rotation med tulipaner, så de bliver først plantet ud omkring 1. juni, hvor jeg graver tulipanløgene op, tørrer dem og gemmer dem i kælderen indtil – nå ja nu – hvor løgene skal tilbage i jorden, og georginerne ryger i kælderen.

Sådan ser Den Gamle Køkkenhave ud, når det er tulipantid.

Så jeg har netop klippet de sidste blomster og i øvrigt hele molevitten ned. Alt det grønne ryger på komposten. Knoldene graves op. Hønsene hjælper gerne.

Kunsten er at huske, hvad der er hvad, og give sig tid til at mærke knoldene. Jeg har nu officielt opgivet at finde de planteskilte, jeg satte, da jeg plantede ud, for hønsene graver mellem planterne, så jeg må grave georginerne op en ad gangen og kigge på blomsterne for at huske, hvad de forskellige slagser hedder. Jeg skriver navnene på et mærkat og sætter dem fast om stilken med elastik.

Når knolden er gravet op, noterer jeg navnet, samt hvilken farve og type, det er.

Normalt planter jeg sommerblomster mellem georginerne, men det har været et sløjt år for dem, og jeg giver figentræet, der gror op ad huset, skylden. Det er blevet enormt, og det tager både lys og vand fra bedet. Sjovt nok er georginerne ikke svært generet af det, men ærteblomsterne, som troligt plejer at klatre op af deres bambustipier, har været virkeligt sløje i år. Det samme har frøkenhattene og de andre sager - nok på grund af skyggen fra træet.

Hønsene giver gerne en klo med, når jeg graver knoldene op.

Så november måned skal bruges på at evaluere. Skal der stadig være sommerblomster i bedet? Skal jeg nøjes med georginerne og give den endnu mere gas med dem, når de nu tilsyneladende er det, jeg har mest held med at få til at vokse dér, eller skal jeg finde på noget helt tredje.

Og mens jeg funderer over det, kan vi nyde nogle af georginerne fra i år. Der var mange gode. Nogle få der skal ud. Og så har jeg måske-måske fundet et sted, hvor jeg kan klemme en håndfuld georginer mere ned til næste år. Så nu glæder jeg mig endnu mere til at lægge bestillingen i december.

Årets georginer / dahlia

‘Café au Lait’ – er af typen med det lidet poetiske navn ’dinnerplate’, simpelthen fordi blomsten er enorm. Nu har jeg dyrket den i nogle år, for den blev meget moderne og sådan én, man måtte have. Og den er da også imponerende og med en fin flødefarve, men også lidt svær at få til at passe harmonisk ind i bedet med de dér kæmpeblomster. Og så er de så store, at de er svære at have med at gøre i buketter. Jeg overvejer at pensionere den.

‘Burlesca’ er en – for mig – ny sag. Det er en af de fine små pompom-typer, som har en fantastisk farve. Den starter i sådan hindbær-abrikos-nuancer, og med alderen bliver den mere løs i formen og lys gul, men stadig med lyslilla spidser. Virkelig god i buketter, og farven passer fint til alt muligt.

‘Tamburo’ er en kaktusdahlia, som jeg har haft i mange år. Jeg elsker den fløjs-chokolade-mørke farve, som er en god kontrast til de mange abrikosfarvede typer, jeg har.

‘Préférence’ er også af kaktustypen. Den starter som abrikosfarvet, men bliver med alderen mere lys gul i blomsten. Den laver masser af blomster.

Hvis man har drukket en Kir Royal, har man også drukket ‘Créme de Cassis’. Det er en åkandedahlia, og det fine farvespil gør den til noget særligt. På forsiden er den sådan grålig lyslilla med et mørkt centrum. På bagsiden er blomsterbladene dybt mørklilla.

Her har vi en anden Crème - nemlig ‘Créme de Cognac’. Jeg er ret tosset med den brændte fersken-orange farve.

Her har vi ‘Eveline’ med det yndige navn sammen med prydtobak. Den bliver relativt høj, og jeg sætter den bagest under figentræet, hvor den klarer sig fint - trods halvskyggen. Med sine hvide farve lyser gør den fint opmærksom på sig selv, og se lige det fine farvespil med de lyslilla spidser på blomsterbladene.

Og nå ja, så er der så ‘Daisy Duke’, en af de nye i år, som jeg har været meget glad for, trods det fjollede navn. Den bærer fint sig selv på mørke stilke, som er en flot kontrast til den abrikos-koral-farvede georgine af dekorativ-typen.

Husk nu, at du kan følge mig på Instagram - @sorte.negle.

Du kan også skrive dig op til at modtage et plim i din indbakke, når der er nyt på bloggen. Scroll ned, så finder du det.