Ukrudt er lig med overskud

Havelivet er ikke lutter idyl. Det er tid at adressere haveejerens fjende nummer 1: ukrudt. For er det ikke heromkring nu, at vi går fra en tilstand af jublende forårslykke, hvor vi glæder os over at se knopper blive til blomster, til at vi pludselig føler os lidt trængte af alt det grønne og indleder en håbløs udtrætningskrig mod mælkebøtter, padderokker, skvalderkål og snerler? Sådan er det i min have - og så alligevel ikke.

Indstillingen til ukrudt er et filosofisk anliggende - et spørgsmål om livsanskuelse. For hvorfor er det egentlig overhovedet, at du skal luge? Er det jagten på kontrol og den perfekte have? Er det for ikke at blive uvenner med naboen? Eller er det for at skabe lys, luft og plads til det, som du gerne vil have til at vokse? Eller kan du bare ikke have det!! Er din have en krigszone, hvor naturen, den listetyv, lægger dine perfekte planer om golfbanegræs og blomstrende bede i ruiner? Eller smiler du til skvalderkålens skærmblomster (som jo er ret smukke) og husker, at de leverer nektar til en masse insekter, der udgør et lækkert måltid for småfuglene.

Lugning er en øvelse i repetition og tålmodighed. Hvis du fjerner de grønne dele af en plante, svækkes rødderne, som skal bruge energi på at lave nye blade uden at få energi fra fotosyntese. Jeg lader ukrudtet tørre i solen og smider det på komposten eller brænder det. Du kan også smide det i en spand med vand et par uger, så dør alle rødder og frø, og det kan komme på komposten. På den måde bliver ukrudt til ny krudt, som kan komme de andre planter i haven til gavn.

Hvad, der er ukrudt, er en personlig beslutning - hos mig er bellis, mos og mælkebøtter i græsplænen det ikke, men i køkkenhaven er de, og dér kommer jeg efter dem. Fælles for det, der får betegnelsen ‘ukrudt’, er, at det er svært dygtigt til at vokse. På den måde udkonkurrerer det mere langsommelige typer, der skal have lidt tilløb, før de fylder. For meget vækst går ud over mangfoldigheden - også i haven.

Der er sikkert lige så mange ukrudtsstrategier, som der er haveejere. Jeg kan ikke bruge sprøjtemidler, fordi jeg ved, at det slår mange af de små organismer, der gør nytte i haven, ihjel. For slet ikke at tale om, hvad der måtte havne i grundvandet eller gøre skade på bier og sommerfugle, der er i hastig tilbagegang. Det går ikke.

Man får en masse forærende ved ikke at være alt for hidsig med lugeredskaberne. Her selvsåede forglemmigej, der dukkede op ved egen kraft.

En anden populær løsning er græs: Græsplæner er ukomplicerede. Græsplæner er dejlige at gå på med bare tæer. De kan rulles ud på et øjeblik, og så er den ged barberet. Eller er den? Næh, den skal jo faktisk barberes hver uge helt til november. Hvis du lugede i lige så lang tid i din have, som du brugte på at slå græs, ville du faktisk nå en hel del. Og hov, pludselig er der visne pletter, mælkebøtter har slået sig ned sammen med deres venner mos, smørblomster og bellis. Hvad nu?

En radikal løsning til et overgroet hjørne er at dække jorden til. Hvis du ved hjælp af pap, ukrudtsdug eller tæpper for eksempel forhindrer planterne i at lave fotosyntese, ja så dør de efter et stykke tid, og det kan være en god strategi, hvis du har et større område, hvor ukrudtet har aldeles overtaget. Men for det mest insisterende ukrudt kan det tage år, så det er en fremgangsmåde for den tålmodige og æstetisk overbærende. Jeg har en krog af haven, som jeg har planer om at dække til, hvor kun skvalderkål, snerler og padderokker vokser. Dér, kan jeg godt se, slipper selv min tålmodighed op.

Her har jeg indtaget et større skvalderkålsindtaget bed ved at tage en kvadratmeter af gangen, grave rødderne op med en greb og erstattet med stauder og løg, der kan blomstre sammen med ukrudtet (dem skriver jeg om senere hen). Sidenhen holder jeg det ved lige ved at fjerne de små skud skvalderkål med mælkebøttejernet. Men tro mig, de er der stadig. De bliver bare holdt i skak.

Men ellers er min fremgangsmåde ret pragmatisk. Slap af med dit ukrudt. Hold det lidt i ørerne, så det ikke får overtaget. Vælg dine kampe og tal strengt til det, når det er på vej ind i køkkenhaven, men lad det have en plads, dér hvor det ikke generer andre end din indre politimester Striks. Lav dine bede små og afgrænsede, så du kan overskue at holde nogenlunde orden dér. 

Og når du alligevel ikke kan overskue at holde orden, så husk på, at ukrudtet faktisk er godt for noget. Jeg deler min have med mange skabninger, og jeg har besluttet at give plads til dem og til lidt mere natur i haven - lige så meget for min egen skyld. Jeg styrer min indre vagtmester, og jo bedre jeg bliver til at sætte pris på andre skønhedsidealer end perfekte græsplaner og snorlige kanter, jo mere fred bliver der i min have og i min sjæl. Jeg kigger på en bunke kvas og tænker, at der måske flytter et pindsvin ind dér. Jeg kan ikke overskue at fjerne en træstub fra den guldregn, der væltede i stormvejr, så jeg lader den stå med god samvittighed, fordi jeg ved, at den er et gemmested for masser af insekter, som kan blive mad til småfuglene, og dem kan jeg godt lide at have omkring mig.

Jeg øver mig i navnene på de sommerfugle, der finder vej til haven og lader brændenælder stå i et hjørne, for der er flere højtspecialiserede sommerfuglelarver som dagpåfugleøje og nældens takvinge, der kun spiser dem.

Men jeg luger da, for ellers ville naturen overtage, og det ville ikke længere være en have. Jeg luger lidt de fleste dage, når jeg alligevel går en runde i haven for at se, hvad der sker derude. Jeg tager mine bedste lugeredskaber med: et mælkebøttejern og en spand til rødder. Eller en cirkelhakke til køkkenhaven. Når jeg har luget ti minutter, må jeg holde fri og glæde mig over det, jeg har nået. Men tit kan jeg ikke lade være at tage et nøk mere. Jeg tænker på det som gratis fitness. Og så virker det terapeutisk - det er videnskabeligt bevist, og jeg kan mærke, at det er rigtigt.

Mine bedste lugeredskaber - en cirkelhakke og et mælkebøttejerne - er altid i nærheden, når jeg er i haven.

Timing er værd at overveje. Det er nu om foråret, når de planter, man gerne vil have, er små, at de har brug for en hånd for at kunne klare konkurrencen med ukrudt. Større planter i god vækst kan bedre sameksistere med ukrudt. Så  jeg giver den lidt mere gas med mælkebøttejernet før sommerferien og slapper mere af bagefter. Du kan faktisk også luge langt ind i vinteren, hvor der ikke er så meget andet at lave i haven, så længe jorden ikke er frossen. Mulching (læs mere om det her) er også en god måde at holde ukrudtet nede på - ikke mindst i køkkenhaven. 

Så på med havehandsken. Jeg nægter i hvert fald at lave min have om til en pertentlig flise- og græsørken bare for at blive ukrudtet kvit. Jeg får ikke min vilje i haven, men jeg har medbestemmelse. Jeg glæder mig over det, der lykkedes. Jeg trækker på skulderen af det, der ikke gør. Jeg ser på det som en øvelse i storsind. Ukrudt er lig med mentalt overskud.

Hvad siger du? Skal der være krig eller fred i din have? Du bestemmer selv.

Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af noget som helst, kan du scrolle ned på siden og skrive dig på mailinglisten, så får du et plim i mailboksen, når der er nyt her på bloggen.

Du kan også følge med på Instagram, hvor der er billeder fra haven sådan cirka hver dag. Her hedder jeg @sorte.negle.