Leg forklædt som arbejde.
Der er noget med sproget og haver. På dansk findes der ikke et verbum tilsvarende ‘to garden’ på engelsk. ‘At have’ er optaget, og vi har ikke fundet på noget bedre end ‘at lave havearbejde’. Sprog skaber virkeligheden, så måske er det et udtryk for, hvordan mange har det med deres haver? Eller ville de måske have det på en anden måde, hvis vi kaldte det noget andet? Jeg ville ønske, at vi havde et rigere sprog for det. Hos mig hedder det ‘at lege have’, for jeg kan ikke få mig til at sige andet. Jeg leger i haven, fordi jeg kan, og fordi jeg ikke kan lade være. Det er leg forklædt som arbejde.
Det er det særlige lys om aftenen, solsorten, der sidder på tagryggen og synger i skumringen. Det er lyden af vinden i sivene. Det er dufte, lys, vækst, håb, form, smag, farve. Det er bare tæer i græs, solen på snuden, vinden i håret. Det er videnskab, magi og genkendelighed.
Det er en af de ting, man bliver bedre til med alderen.
Det er en særlig opmærksomhed, der ser de små forandringer fra dag til dag. Det er planterne, som man lærer at kende som gamle venner, der troligt dukker op til rette tid. Og sorg, når de pludselig er væk, og man ikke forstår hvorfor. Det er den lille rødhals, der i håb om at fange en orm følger med mig rundt, når jeg roder i jorden.
Det er udvekslingen mellem planter, årstider, vejret, jorden, insekterne, mig. Det er nørderi, eksperimenteren, det er fiasko og revnefærdig stolthed. Det er en proces snarere end et resultat.
Det er at glemme sig selv. Det er at være alene i sin lille verden. Det er min lille kasse med frø, der vokser og bliver til de utroligste skabninger. Det er tålmodighed og utålmodighed. Det er lykken ved at få ting til at gro, om det så er stikkende kaktus, citrongule morgenfruer, sprøde tulipaner eller syrlige rabarber. Det er skabertrang, en overset kunstform. Synes jeg.
Det er længsel og ting til sin tid. Det er kompleksitet og plantelatin, men også ret enkelt: jord, lys, vand og planter. Det er utrolig genkendeligt, men alligevel lidt nyt hvert år. Jeg glæder mig altid. Til noget der er på vej. Og jeg kan ikke andet end at være glad i haven.
Men det er også noget dybere. Noget jeg ikke kan få greb om. Noget om flygtighed og evighed på én gang. Noget om dødelighed og udødelighed. Om at være forbundet med noget … stort, større? Ens egen ubetydelighed. Jeg ved det ikke. Nej, jeg kan ikke indfange det. Det smutter rundt derude et sted. Jeg må lige ud og se efter.
PS - jeg lover, at det næste indlæg bliver mere jordnært. Om at så frø eller den slags.
